Opskrift på hurtig pizzadej

Opskrift på hurtig pizzadej

 

Denne opskrift er den jeg bruger, når jeg bager pizza til min familie i hverdagen. Skal den have lidt ekstra, f.eks. fordi jeg får gæster, bruger jeg den anden opskrift, der ligger her på shoppen. Jeg synes dog dette er den bedste korttidshævede opskrift, jeg har prøvet. 

 

4 dl lunkent vand

25 gram gær

1 spsk. olivenolie (eller lignende)

15 gram salt

650 gram pizzamel (Caputo, blå, kan anbefales og kan købes her på shoppen)

 

Rør gæren ud i lillefinger varmt vand. Tilsæt alle de andre ingredienser (gær er ikke glad for salt, så vent med salten til du har puttet noget af melet i). Dejen røres godt sammen og æltes let. Lad dejen hæve en times tid til ca. dobbelt størrelse.

 

Hvis du bager på stål: Tænd for ovnen en times tid inden bagningen på 300 grader (eller hvad din ovn kan klare), og sæt dit bagestål ind.

 

Hæld dejen ud på et let meldækket bord. Dejen vil være let klistret, og du kan derfor med fordel folde dejen nogle gange ind over sig selv med lidt mel på bordet, så den slipper lidt nemmere. Del dejen i 2 eller 4 boller, stram dem op så de bliver runde med spædstig overflade og smør herefter hver bolle på toppen med en anelse olie, læg Vita Wrap over, så det slutter tæt om dejen og lad gerne hæve en times tid på en plade (med bagepapir på eller indsmurt med olie, så bollerne ikke hænger fast) ved stuetemperatur.

 

Tryk/stræk herefter hver bolle ud til en pizza i den størrelse/tykkelse, du ønsker. (brug fingrene til at trykke dejen ud fra midten og ud - en kagerulle vil presse luften ud af dejen, så lad den gerne blive i skuffen.) Brug gerne mel under bollen, så den ikke hænger fast i bordet. Sørg for at kanten, ca. 1 cm., bliver tykkere end i midten, så fyldet holdes på pizzaen og så du får den traditionelle kant rundt.

 

Pizzabunden løftes over på bagepapir og ind på bagestålet eller hvad du bager på, når du har puttet det fyld på, du ønsker. Ønsker du at bage direkte på dit eventuelle stål, husk da at sørge for at din pizza har mel under bunden. (anbefaler durum mel) Det nemmeste er generelt at gøre pizzaen klar med fyld på en pizzaspade/ aluminiumsplade med lidt mel på (kan købes på shoppen), hvorefter pizzaen med et hurtigt og præcist ”puf” sættes ind på stålet. (dette kræver lidt øvelse, hvorfor det anbefales med bagepapir til man er mere øvet). Har du ikke en pizzaspade til det, kan du prøve med bagsiden af en alm. bageplade med mel (anbefaler durum mel), hvor pizzaen placeres på, fyld puttes på, og efterfølgende føres ind på stålet med et hurtigt ”puf”.

 

Smør gerne kanten rundt med et meget tyndt lag oliven olie inden pizzaen sættes i ovnen. Det gør skorpen mere crispy og sprød. Super lækkert.

 

Bag pizzaen til den har fået en god farve. 

 

Fif: Jeg fik på et tidspunkt anbefalet, at bruge en blanding af den runde fløde Havatti ost i tern sammen med Gouda ost i tern. Det smager virkelig overraskende godt på en pizza, så jeg vil klart anbefale dig, at prøve det! Ummm nam nam, siger jeg bare. :-)